Store Hyledag: Sirenerne testes første onsdag i maj klokken 12
Traditionen tro er den første onsdag i maj Store Hyledag. Her testes sirenevarslingssystemet med lyd over hele landet.
Hver nat testes sirenevarslingssystemet uden lyd. Men én gang om året skal systemet også testes med lyd. Siden 1994 er det sket på den første onsdag i maj, der også kaldes for Store Hyledag.
Sirenevarslingssystemet kan umiddelbart virke både omstændeligt og utidssvarende, men sirenerne er fortsat et meget vigtigt redskab for det danske beredskab, der bruger sirenerne til at advare borgere om, at der er fare på færde.
I dag bruges sirenerne typisk i tilfælde af voldsom røgudvikling fra en brand eller udslip af farlige stoffer. På landsplan er der opsat 1.078 sirener i byområder med flere end 1.000 indbyggere, og sirenerne kan høres af cirka 80 procent af befolkningen. I områder uden for sirenernes rækkevidde kan politiet varsle med mobile sirener.
Heldigvis har det ikke været nødvendigt at bruge sirenerne indenfor Midt- og Sydsjællands Brand & Rednings område, der dækker Faxe, Næstved, Ringsted og Vordingborg kommuner i året der gået siden sidste Store Hyledag.
Sirenevarslingen signalerer, at borgerne skal gå indenfor, lukke døre og vinduer og slukke ventilationsanlægget. Herefter bør man afvente yderligere information hos DR og TV 2.
Og så er der én vigtig ting, man ikke skal gøre – hverken på Store Hyledag, eller når sirenerne lyder for alvor:
”Det er vigtigt, at man ikke ringer 1-1-2, da det kan blokere for livsvigtige opkald. Man bør kun ringe 1-1-2, når man har akut brug for brandvæsen, ambulance eller politi.” udtaler beredskabsdirektør Flemming Nygaard-Jørgensen.
Under testen på onsdag vil der lyde tre signaler:
- Varslingssignalet lyder: Varslingssignalet består af en tone, som stiger hurtigt og falder langsomt. Tonen lyder fire gange, og signalet varer i alt 45 sekunder
- Varslingssignalet gentages: Efter cirka tre minutter gentages varslingssignalet
- Afvarslingssignal: Efter yderligere tre minutter afgives et afvarslingssignal, som betyder, at faren er drevet over. Afvarslingssignalet består af én lang, ensartet tone, som varer 45 sekunder
For yderligere kommentarer, kontakt venligst:
Midt- og Sydsjællands Brand & Redning
Tlf.: 5578 7800
Mail: msbr@msbr.dk