SANKTHANSBÅL

Vi forbinder Sankthans med sange ved bålet, midsommerhygge og trængsel på heksemotorvejen til Bloksbjerg. Men hvis man ikke passer på og overholder reglerne for bålafbrænding, kan festlighederne blive afbrudt af tudende brandbiler.

Infografik med afstandskrav for Sankthansbål: 200 meter til letantændelige omgivelser, 60 meter til markafgrøder og 30 meter til bygninger med hårdt tag (dobbel afstand i vindretning). Husk at have vand klar. Bål må ikke tændes i hård vind.

Sankthans er en hyggelig og traditionsrig aften – men det kræver omtanke, når bålet skal tændes. Der er nemlig både lovpligtige og gode, fornuftige regler, du bør kende og følge. Her får du overblikket.

Hold god afstand til omgivelserne:

For at mindske risikoen for brandspredning, skal bålet placeres med følgende minimumsafstande:

  • 30 meter til bygninger med hårdt tag (fx tegl eller tagpap).
    OBS: Afstanden skal fordobles i vindens retning ved jævn til frisk vind.

  • 60 meter til letantændelige markafgrøder.

  • 200 meter til særligt brandfarlige omgivelser som:

    • Bygninger med letantændeligt tag (fx stråtag)

    • Nåltræsbevoksning og lyngarealer

    • Oplag af brandfarlige eller eksplosive stoffer

Vær forberedt, hvis noget går galt:

Hav altid vand klar – enten i en spand, vandkande eller via en udlagt haveslange. Det er en enkel og vigtig sikkerhedsforanstaltning.

Undgå bål i kraftig vind:

Det er forbudt at tænde bål i hård vind eller derover (10,8 m/s). Vurder altid vindretning og -styrke, før du tænder op.

 

Husk også:

  • Brug aldrig brandfarlige væsker som tændvæske eller benzin.

  • Lad aldrig bålet være uden opsyn.

  • Sørg for, at bålet er helt slukket, når festen er slut.

  • Brug kun rent, tørt og ubehandlet træ – og aldrig affald.

Ved at følge disse råd hjælper du med at skabe en hyggelig, tryg og ansvarlig sankthansaften – for både dig selv, dine gæster og dit lokalsamfund.