BRÆNDEOVN, PEJS OG SKORSTENSBRAND

Brændeovn, pejs og skorstensbrand

6 gode huskeråd

  • Brug kun tørt og rent brænde  (vådt brænde danner glanssod = risiko for skorstensbrand).
  • Sørg for rigelig lufttilførsel til brændeovnen  (iltfattig forbrænding danner glanssod = risiko for skorstensbrand).
  • Er uheldet ude, så luk for lufttilførslen (giver skorstensbranden dårlige betingelser).
  • Forsøg ikke at slukke en skorstensbrand med vand (det kan få skorstenen til at revne).
  • Tilkald brandvæsenet 1-1-2.
  • Efter en skorstensbrand må skorstenen ikke anvendes igen, før den er efterset af skorstensfejeren.

Hvordan ved jeg at jeg har en skorstensbrand?

Du kan som regel kende en skorstensbrand ved, at der sker en meget kraftig opvarmning af skorstenen og der kan udsendes gnister og gløder fra toppen af skorstenen.
Når brandvæsenet kommer frem, er vores primære opgave at sikre, at de nedfaldende gnister og gløder ikke antænder andre materialer. Det kan være dit tag, indbo og i blæsevejr også de omkringliggende boliger, bevoksning m.v.
Selve branden i soden kan vi ikke slukke med vand, uden risiko for, at skorsten revner. Vi renser normalt skorstenen for brændende glanssod og slukker det når det kommer ud.

Brug det rigtige brændsel

Det er vigtigt, at du kun bruger det brændsel, som din brændeovn er beregnet til. En brændeovn kan altid brænde almindeligt rent træ.
Vil du bruge andre typer brændsel, så skal du sikre dig, at ovnen er i stand til at afbrænde det korrekt. På DS-mærkede ovne står der, hvilke brændsler ovnen er godkendt til.
Selvom det er fristende, så skal du aldrig afbrænde plast, affald fra husholdningen eller spånplader, plastlaminatplader, malede eller behandlet træ (f.eks. trykimprægneret) i din brændeovn.

Korrekt optænding

På linket ude til højre, finder du en guide til korrekt optænding – så du undgår besøg fra brandvæsenet.

Sod og kondens i skorstenen

Hvis din brændeovn og selve forbrændingsforløbet fungerer optimalt, er sodafsætningen i skorstenen minimal. Bruger du vådt brænde eller andet der ikke er beregnet til afbrænding eller betjener din ovn forkert, så kan der dannes store mængder af såkaldt glanssod, som afsættes på skortenens indvendige side samt i aftrækskanaler fra ovnen eller fyret til skorstenen.
Bliver temperaturen i en skorsten, hvor der er afsat glanssod, for høj, kan soden antændes. Du har nu en skorstensbrand.


Under branden udvider glanssoden sig kraftigt, hvilket bevirker en formindskelse af skorstenens frie gennemstrømningsareal eller, i sjældne tilfælde, en tilstopning af skorstenen.
Sod eller kondens i skorstenen er ødelæggende og ildelugtende og det kan koste dyrt, hvis det ikke stoppes i tide.


Kondens opstår, når vanddampen i røgen køles ned til under ca. 50 grader C. Dette sker naturligt på skorstenens koldeste steder, som er ved skorstenstoppen og på et eventuelt koldt uisoleret loftrum. Kondensen trækker ud i skorstenens fuger og mursten og opløser den sod, som sidder der. Soden trækker så med ud gennem skorstenens sider. Efter nogen tid kan man se brune og brunsorte skjolder på skorstenens ydersider og på loftet ved etageadskillelsen.


For at forebygge kondens i skorstenen kan man isolere skorstenen indvendigt. Der findes flere produkter på markedet, så rådfør dig med skorstensfejeren om, hvilket produkt der passer bedst til din skorsten.

Typer af brændeovn

Der findes et utal af forskellige typer og modeller og naturligvis i alle prisklasser. Konvektionsovne fungerer ved, at luften ledes gennem kanaler på ovnen, hvorved den opvarmes inden den slippes ud i rummet. Konvektionsovne afgiver mest strålevarme fra forsiden, hvorfor man kan anbringe en sådan ovn i selv små rum.


Almindelige brændeovne virker ved strålevarme og er umulig at sidde nærmere end ½ til en hel meter fra, når den er blevet varm. Der findes 2 grupper af ovne: DS-godkendte og ikke DS-godkendte og opstillingsreglerne for de to typer er ikke ens. Du skal derfor være meget omhyggelig med at læse reglerne først. Ved tvivl bør du henvende dig hos den lokale skorstensfejermester, der kan hjælpe med alt vedrørende opstilling af brændeovne.


Det er samtidig af yderste vigtighed, at din skorsten er egnet til brændeovnsfyring. Du bør derfor ikke selv opstille en brændeovn uden at kontakte skorstensfejeren først. Det er ærgerligt og dyrt at skulle lave det hele om.

Skorstensfejning

Skorstene hvor der er tilsluttet et ildsted til fast brændsel, er omfattet af brandlovens bestemmelser om skorstensfejning og skal anmeldes til kommunen.