RØGALARMER

Røgalarmer er den billigste livsforsikring man kan få. Oftest er det røgen der dræber, og ikke flammerne. Derfor er det vigtigt, at røgen bliver opdaget med det samme!

Røg stiger altid opad, og det betyder at røgalarmen skal opsættes i loftet og så tæt på soveværelser, så du vågner hvis den går i gang om natten.

Hvor skal røgalarmen sidde?

Du skal montere røgalarmen i loftet og mindst én på hver etage. De skal sidde sådan, at alarmen kan høres i alle soveværelser. Du bør ikke placere en røgalarm i køkkenet, da alarmen vil gå i gang ved mad-os eller damp.

Afprøv røgalarmen mindst én gang om året

På røgalarmen sidder der en lille knap, som bruges til at afprøve røgalarmen. Hvis alarmen ikke går i gang når du trykker på den, er batteriet løbet tør for strøm, og skal skiftes. Vær opmærksom på, at på nogle få modeller, kan man ikke udskifte batteriet, men hele røgalarmen.

Gør det til en fast vane at afprøve røgalarmen. Det kan f.eks. være hver søndag inden du henter morgenbrød, eller når du kommer hjem fra ferie. Det er også en god idé at skifte batteriet på røgalarmen på én fast dag hvert år. Helst en dag du kan huske; f.eks. din fødselsdag. 

Hvilken røgalarm skal du vælge?

Der findes flere forskellige typer af røgalarmer:

  • En model hvor alarmsignalet går i gang når røgen når til røgalarmen
  • En model der kan sammenkobles med andre røgalarmer i huset/bygningen, så alle røgalarmer går i gang på én gang når røgen når til én af røgalarmerne
  • Et røgalarmanlæg der tilsluttes husets faste el-installation
  • En røgalarm der er koblet op på husets tyverialarm som både giver alarmsignal på selve røgalarmen, men også giver alarm i tyvericentralen, på mobiltelefonen eller lign.

 

Vær opmærksom på om alarmen er godkendt med CE-mærket, der angiver at alarmen lever op til EU-lovgivningen.